Fastholdelse

Der kan være mange grunde til, at et medlem melder sig ud af fødevarefællesskabet. Det kan for eksempel være en ændring i medlemmets livssituation: manglende tid, måske flytter medlemmet til en anden by, får et nyt job eller begynder på et studie.

Én måde man kan imødekomme medlemmernes skiftende livssituationer, så man ikke mister medlemmet, er ved at finde nye eller andre arbejdsopgaver til medlemmet. Et bestyrelsesmedlem kan sagtens blive et almindeligt medlem og tage vagter i fødevarefællesskabet eller bage en kage en gang imellem til et møde.

På samme måde er det også en fordel at have øje for de medlemmer i fødevarefællesskabet, som viser stor entusiasme og vilje til at gøre noget ekstra for fødevarefællesskabet. Måske giver deres livssituation dem mulighed for lige nu at gøre mere end bare tage deres vagt – fx blive medlem af en arbejdsgruppe.

På den måde kan man skrue op og ned for medlemmernes aktivitet og engagement i fødevarefællesskabet uden at miste medlemmet fuldstændigt.

En anden grund til, at nogle medlemmer forlader fødevarefællesskabet, er, at de brænder ud. Måske melder de sig ikke engang ud af fødevarefællesskabet, de forsvinder bare, lader være med at svare på mails og tager ikke deres vagter. Ofte er det ildsjæle, som tager en stor del af arbejdsopgaverne i fødevarefællesskabet, som lige pludselig brænder ud. Det er desværre en stor og næsten uundgåelig del af alt frivilligt arbejde.

Derfor er det vigtigt at fordele ansvaret for arbejdsopgaverne i fødevarefællesskabet ud på flere medlemmer for at undgå at al ansvar og alle arbejdsopgaver ligger på en eller få personer. På den måde undgår I, at medlemmet brænder ud, og at viden og erfaringer går tabt, hvis et medlem ikke længere er en del af fødevarefællesskabet.